Elmegaarden’s Mejeri
Elmegaardens gårdmejeri er bygget i 2004 og blev taget i brug oktober samme år. Mejeriet er Danmarks mindste mejeri, som producerer ca. 200 kg. ost hver 2. uge, 100 pakker smør, 35 liter gammeldags kærnemælk og 350 liter hjemmelavet is. Da vi kun har kødkvæg i vores produktion, køber vi mælken ude, men derfor går vi bestemt ikke på kompromis med kvaliteten.
Det er vigtigt for os at vores samarbejdspartnere er lige så kvalitetsbevidste som vi er, og at de vægter dyrevelfærd ligeså højt som vi gør. Det var derfor nærliggende at vi skulle indgå samarbejdet med Naturmælk, som er leverandør af økologisk mælk fra de bedste landbrug rundt omkring i landsdelen. Vi er derved garanteret høj kvalitet ved hver eneste tankfuld mælk vi får leveret. Vi modtager ugentligt 2.000 liter frisk morgenmælk direkte fra landmændene til vores mejeri. Efter levering påbegynder vi straks forarbejdningen til vores mange forskellige produkter.
Ostemejeriet
I vores mejeri har vi en håndfuld pensionerede mejerister, som hver især bidrager til produktionen. De har mange års erfaring indenfor mejeribranchen og er med til at vi kan producere mejeriprodukter af høj kvalitet, hvor den gode smag og konsistens er i fokus. Vores mejerister sætter en stor ære i fremstillingen af vores oste, og med et sådant engagement kan vi ikke undgå at gøre os bemærket på det danske marked. Vi har igennem årene vundet op til flere medaljer på Landsmejeriudstillingen, hvilket vi er utrolig stolte af.
Vi producerer forskellige typer af oste, som primært afsættes fra vores gårdbutik, i forsamlingshuset og på ”Lille Fut’s” tours.
Derudover har vi et bredt samarbejde med nogle af de bedste restauranter og kantiner i landsdelen, her kan blandt andet nævnes Tyrstrup Kro, Det Gamle Apotek og Madkælderen.
Ismejeriet
Som en del af vores gårdmejeri har vi i 2009 tilføjet produktionen af hjemmelavet is. Ligesom i vores oste er råvaren her mælken fra Naturmælk kombineret med den valle som udvindes fra vores osteproduktion. Valle er det, som bliver til overs af en osteproduktion, og det siges at valle har utrolig mange sunde og gavnlige egenskaber for krop og sind. Alle Elmegaards is produceres i blandingsforhold med 1/3 frisk kærnet fløde, 1/3 mælk og 1/3 valle.
Vi har altid mange forskellige varianter af vores hjemmelavede is, som vi sælger i gårdbutikken og serverer i forsamlingshuset.
Blot for at nævne nogle: Alt Godt (favoritten hos de fleste, som består af chokoladestykker, hasselnødder, blød nougat og vanilie…), Chokolade, Vanilje, Toblerone, Lakrids, Kokos, Nougat, Pistacie, Jordbær, Hindbær, Solbær, Stikkelsbær og mange flere.
Priser
Elmegaarden har flere gange været i konkurrence med de store mejerier i Danmark på den årlige Landsmejeriudstilling, og vi er aldrig kommet tomhændet hjem. Indtil videre er det blevet til følgende kåringer:
2004 sølvmedalje for fremstillingen af Husmandsost
2005 bronzemedalje for fremstillingen af Bondegårdsosten m/kommen
2005 bronzemedalje for fremstillingen af Husmandsost
2007 bronzemedalje for fremstilling af en fåreost af Goudatypen
2008 guldmedalje for fremstillingen af Husmandsost
2011 sølvmedalje for fremstillingen af Herregårdsost
Vi er i konstant udvikling på produktsiden og har altid nye smagsvarianter i støbeskeen, så kig ind forbi butikken og hør hvad vi kan tilbyde.
Fremstillingen
Fremstillingen af osten foregår herefter meget nænsomt og med megen håndarbejde. Vi hælder først mælken i åbent ostekar og tilsætter derefter naturlig syre og osteløbe. Denne proces får mælken til at dele sig i ostekorn og ostevalle, når så ostekornene har den rigtige konsistens skiller vi vallen fra. Derefter presses ostekornene sammen til en masse og skæres i kvadratiske stykker for at kunne komme i forme og derefter yderligere presses inden de bliver lagt i saltlage for til sidst at komme ud på ostelageret til modning ved den rette temperatur og luftfugtighed. Fra de kommer på ostelageret og til de bliver solgt bliver de kælet om og vendt mindst 3 gange om ugen, for at de kan bevare den rigtige form.
Elmegaards smør kærnes i en traditionel smørkærne, fløden der er skummet af mælken inden osteproduktion står natten over for at syrningen af fløden er i orden til at blive kærnet. I kærnen skilles fløden i en masse smørkorn og i gammeldags kærnemælk. Kærnemælken tappes fra og smørret æltes til en ensartet masse, hvorefter vi bruger hænderne og en lille form og udstikker smørret og håndpakker det. Elmegaards is laves af fløden inden den syrnes, og der bruges ingen tilsætningsstoffer, emulgatorer o.lign. det er en ren flødeis med forskelligt fyld.
Skal familien prøve en anderledes ferie? Tag på bondegårdsferie og få en unik oplevelse sammen!